Baggrund for projektet
Da projektet startede var der flere udfordringer i forbindelse
med den kraftige vækst for solcelleanlæg, på det danske
marked.
Nedenfor er nogle af de problemstillinger som byggeriets aktører
stod (og evt. stadig står) overfor pt. beskrevet. (kilde Dansk
byggeri)
Dengang var det ikke længe siden, der i Danmark kun var omkring
1.000 godkendte solcelleanlæg; da projektet blev startet blev der
godkendt omkring 1.000 nye anlæg om måneden.
Desværre var det ikke alle montører, der forholdt sig til, om
bygningen kunne holde til anlæggene - et typisk solcelleanlæg til
et ét-familiehus vejer omkring 500 kg.
Det er derfor ifølge Dansk Byggeri vigtigt, at forbrugeren
vælger en montør, der har forstand på både solcelleanlæg samt
tagkonstruktioner og bæreevne.
Foruden manglende beregning af tagets styrke og dermed nødvendig
forstærkning af tagkonstruktionen, ser vi også gennembrudte
undertage, montering direkte på eternitplader eller tegl og forkert
inddækning.
I følge Niels Heidtmann, bestyrelsesmedlem i VE-Byg, en
interesseorganisation under Dansk Byggeri, kan det give fugtskader,
revner i tagpladerne og manglende garantidækning for taget, fordi
arbejdet er forkert udført. Samtidig gælder det, at huse uden
dokumentation for ordentligt udført arbejde kan blive svære at
sælge.
Teknologisk Institut har derfor sammen med branchen udarbejdet
en montagevejledning for solcellemontering på de mest gængse
tagtyper. Følges denne vejledning undgås fejl og skader. Se:
"Baggrundsrapport for montage af solcelleanlæg", eller de deraf
udledte kortere standardløsninger, som håndværkeren let kan
medbringe på byggepladsen.
Energistyrelsen er i gang med at formulere krav til en
certificeringsordning for montører af vedvarende energianlæg,
herunder solcelleanlæg.
Indtil den bliver godkendt, kræver det kun autorisation at
slutte solcelleanlægget til husets installation, ikke til at
montere anlægget. (Kilde Dansk byggeri) (Det kan i den forbindelse
nævnes at center for energieffektivisering og ventilation sammen
med center for uddannelse og arbejdsmarked, Erhvervsudviklingen pt.
yder konsulentbistand til Energistyrelsen omkring kompetencekrav i
forbindelse med implementering af godkendelsesordninger for
installatører af små VE-anlæg).