Installation og placering

For at yde optimalt skal solcelleanlægget placeres så det bliver så solbeskinnet som muligt.

Det vil sige, at orienteringen skal være mellem sydøst og sydvest og hældningen i forhold til vandret mellem 15 og 60 grader.

Før man vælger den endelige placering af solcelleanlægget bør man checke:

  • Hvad siger lokalplanen - specielt i sommerhusområder?
  • Er huset fredet?
  • Er der facadecensur?
  • Hvad siger Småhusreglementet mht. højdegrænseplan?
  • Er der skyggende træer, bygningsdele, flagstænger eller lignende?
  • Kan der forekomme generende reflektioner?
  • Hvor er den ideelle placering i forhold til orientering og hældning?

Vær opmærksom på, at et solcelleanlægs ydelse er meget følsomt over for skygger. Det består af flere paneler og kan sammenlignes med en juletræsguirlande. Hvis en pære i guirlanden går i stykker kan ingen lyse - ligger et panel i skygge kan det næsten ikke føre strøm og det medfører at anlæggets samlede udbytte nedsættes.

Tips om placering på bygninger kan findes i brochuren "Solceller i arkitekturen". Brochuren kan bestilles hos www.danmark.dk.